PRESSE OMTALE
 
 
Tv-serien "Lykke"
 
En dag blev jeg kontaktet af DR, som ønskede at bruge nogle af mine malerier til optagelserne af tv-serien "Lykke".
Derved fik jeg 5 stk. malerier med i denne tv-serie.
 
"Lykke" var en komedieserie på 18 afsnit, der havde præmiere 2. januar 2011 på DR1 og på DR HD.
 
 
 
 
KUNSTANMELDELSE NOVEMBER 2013
 
 
- af Anne Marie Hedeland, tv programvært på "Kunst for Tiden" og skribent ved Kunstavisen.
 
I Anette Riisgaard Eriksens abstrakte malerier oplever man indgange til forskellige rum og til forskellige lag - både i bevidstheden og i underbevidstheden. Der kan være en forbindelse mellem det man ser i maleriet og sine egne oplevelser og den dybde man indeholder. Man får mulighed for at gå ind og reflektere og bruge sine anskuelser til at opnå en anden indsigt i billedet.
Ved nærmere betragtning viser overfladen at rumme grundlag for en dybere udforskning. Ved dette punkt mellem fladens indhold og dybden i maleriet, kan der opstå spørgsmål omkring betydningen, oplevelsen og hvilket indtryk man får.
 
Malerierne får ligesom deres eget liv og fortælling - Anette giver dem blot et hjerte. Måske oplever man noget genkendeligt, måske ikke, men uanset hvad, er det en spændende rejse gennem et farvemættet univers, hvor den indre energi får lov til at flyde ud og bemærkes.
 
Anette Riisgaard Eriksen bruger sine energier godt og skaber en spænstig og dynamisk stemning ved brug af en god farveholdning  og sammensættelighed. Der er et fint modspil mellem farverne, som nærmest arbejder selvstændigt og de ender med at komplimentere hinanden godt. De gode intuitive impulser udtrykker stemninger og en følsom kraft sættes fri på lærredet og fylder fladen ud. Det er ikke sådan lige til at gennemskue hvad fortællingen er, men vi bliver optaget af det. En form for ubevidsthed eller energi, som man som menneske indeholder og lader sig gennemstrømme af. Hendes maleriske univers er nærværende og dybdesøgende.
 
Arbejdet med farver, kontraster og opbygning er en kontinuerlig proces for Anette Riisgaard Eriksen og i løbet af maleprocessen åbner billedet sig op og udvikler sig. Hendes tilgang til maleriet og de oplevelser hun henter ved fordybelsen kan sidestilles med en indre kriblende følelse, som om alle sanser vågner op på ny og for første gang bliver brugt.
 
 I det maleriske univers, midt i det sprøde lækre flow, oplever man glimtvise skygger, som man henter noget ud af og de kan virke som genkendelige former og figurer og opfattes som værende menneskeskikkelser eller fabler af en art. Øjet der ser, skaber billedet og fortælingen, derfor er der heller ikke nogen entydig konklusion på meningen og betydningen af malerierne.
 
Jeg vælger at se det som en varm koloristisk sammensathed, hvor man får en fin oplevelse i mødet med farverne og deres stoflighed. Lyriske punkter i maleriet skaber dynamik og det er som om et indre landskab åbner sig uden at det bliver et planlagt motiv.
 
Der er en god energifølelse i Anettes billeder og samtidig giver hun plads til fordybelse og fortabelse.